Brevkasseredaktører

på Børnetinget er:

Camilla Bach Nielsen

foto af Camilla Bach Nielsen Jeg hedder Camilla Bach Nielsen og er født i 1984. Jeg er uddannet socialrådgiver i 2010 og har siden da, arbejdet forskellige steder men primært med børn og unge med forskellige sociale problemer. Jeg har også taget uddannelsen til selv at blive plejeforældre og har siden starten af 2011 haft en lille dreng i pleje.

Min opvækst

Jeg voksede op i et hjem, hvor alkohol ofte var en del af hverdagen. Gennem hele min barndom flyttede jeg mange gange, da min mor ofte fik det svært og jeg derfor måtte bo ved min mormor og morfar. Min far flyttede fra os, da jeg var 7-8 år gammel og min mor fik det dårligere og dårligere. Jeg kom som ca. 8-årig i aflastningsfamilie hver anden weekend, men efter et års tid blev jeg flyttet til en anden aflastningsfamilie, som jeg så pludselig efter et års tid stoppede helt med at se. Senere som 15-årig kom jeg i familiepleje hos nogen fra min egen familie, men vi havde svært ved at enes og jeg flyttede derfor som 17-årig og fik i stedet min egen lejlighed.

Vil gerne gøre en forskel i andres liv

Som 12-årig startede jeg i en slags klub hver onsdag, vi var kun var 3 piger og to pædagoger. Der kunne vi snakke om alt og vi kunne få svar på vores spørgsmål, hvilket betød rigtig meget for mig. Jeg synes, at jeg har kæmpet meget i mit liv og at det tit har været rigtig hårdt! Men i dag har jeg næsten alt hvad jeg kan ønske mig og må sige, at det har været det hele værd. Jeg har rejst rundt i Sydamerika, sprunget i faldskærm i New Zealand, set orangutanger i Borneos jungle, dykket ved koralrevet og boet i de blå bjerge i Australien. Jeg har mødt nogle få helt specielle mennesker gennem mit liv, som har gjort store indtryk og hjulpet mig videre, når det var sværest. Mit ønske er at kunne gøre samme forskel for børn og unge, som har det svært og dermed hjælpe dem videre i deres liv.

Svend Bladt

foto af Svend Bladt Jeg hedder Svend Bladt og er 38 somre. Jeg er uddannet slagter, og udover at arbejde som slagter underviser jeg også som timelærer på Vejle Tekniske Skole. I min fritid spiller jeg undervandsrugby, surfer og kører MC Honda 1000. Derudover tager jeg på lange udlandsrejser med min kæreste, som jeg har haft i otte år, og som jeg forhåbentlig snart køber hus med.

Fra grillbarmad til frisk komælk

Da min mor, som er maniodepressiv, og min far, der er alkoholiker, gik fra hinanden, boede jeg alene med min mor i et par år. Jeg var tolv et halvt år, da jeg efter eget ønske kom i familiepleje på en gård. Det var en stor omvæltning at skulle bytte grillbarmad og slåskampe ud med komælk og skolearbejde.

En anbringelse der gjorde godt

En omvæltning, der i dag er skyld i, at jeg har uddannet mig til slagter, har været på jordomrejse i ét år og hybelleder i tre et halvt år. (En hybel er et boligtilbud til unge teenagere gennem Familieplejen). Kontakten til mine forældre har i nogle år været dårlig, og nu er det to år siden jeg sidst har set noget til dem. Kontakten til mine plejeforældre er meget god.
Selvom det til tider har været meget hårdt, er jeg i dag glad.

Sisse Bøgild

foto af Sisse Bøgild Jeg hedder Sisse Bøgild. Jeg er 48 år og uddannet pædagog. Fra januar 2007 har jeg været daglig leder af Baglandet i Ålborg – Kong Hansgade 1, 9000 Ålborg.
Jeg bor ude på landet, og har forskellige dyr, bl.a. hunde og heste. Jeg har tidligere sammen med min mand haft unge anbragt i aflastning.

5 anbringelser

Jeg har været anbragt fra jeg var 5 år til jeg blev 18 år. Jeg har i de år været anbragt 5 gange. Til at begynde med i pleje hos min mormor og morfar, derefter på observationsskole, på skolehjem, på efterskole og til sidst i familiepleje hos en familie, jeg selv fandt.

Vil gerne bruge mine erfaringer til at hjælpe

Det siger sig selv, at jeg ved, hvordan det er at være anbragt, og jeg har, siden jeg er blevet voksen, altid haft lyst til at bruge de erfaringer, jeg har fra mit liv, til noget godt. Noget som kunne være med til at gøre det lidt nemmere for dem, der er anbragt i dag. Jeg er med i TABUKA, som er Tidligere Anbragtes BUd på Kvalitet i Anbringelser. Det startede som en gruppe tidligere anbragte, der ville give Socialministeriet deres bud på, hvordan man kan gøre livet lettere for dem, der er anbragt i dag. Nu har vi lavet en landsforening af samme navn, hvor jeg er bestyrelsesmedlem.

Og nu er mit håb, at jeg kan være med til at hjælpe dem, der skriver ind til brevkassen.

Sidst opdateret maj 2011