Børnetinget

Hej, jeg er en pige på 14 år.

Jeg føler ikke, at jeg har haft det godt på nogle måde i næsten hele mit liv.

Jeg har altid boet hos min mor i 11 år sammen med min lillesøster. Og de 9 af årene boede mor ikke sammen med min far.

I alt den tid, hvor mor og mors kæreste har boet sammen, har jeg være ulykkelig rigtig meget … Mors kæreste slog mig, hvis jeg havde gjort noget forkert, og da vi besøgte far i weekenderne, så spurgte han tit mig og min lillesøster, hvad det var for nogle blå mærker, vi havde på arme og ben.
Nu er det sådan, at min far har en lillesøster, dvs. min faster, og hun er handikappet. Hun kan ikke styre sig selv og kommer også nogle gange til at slå nogle andre mennesker. Så hver gang, min far spurgte efter de blå mærker, svarede mor, at det var hans sindssyge lillesøster, som havde givet os dem.

På et tidspunkt sagde mor, at vi ikke måtte se far mere. Så i en meget lang periode så vi ikke far – jeg tror, det var cirka 2½ år.

Far kæmpede for at få mig og min lillesøster til at komme på besøg igen, så han kunne se os igen. Og endelig lykkedes det ham at få fat på os.

[For nogle år siden] flyttede mig og min lillesøster (som er 12 år i dag) hjem til vores far, uden mor vidste det. Hun blev så ked af det. Men mig og min lillesøster kunne bare ikke klare at bo hjemme ved mor og pap-far mere.

Nu vil min mor ikke se mig mere, men selvom hun har gjort så mange dumme ting ved mig, vil jeg stadig gerne se hende. Og det er rigtig hårdt for mig.

Nu har jeg jo snart boet her i 3 år.

Har ikke set min mor siden [lidt over et år], hvor jeg spurgte hende, om hun stadig gerne ville se os. Men blev afvist. Hun bor sammen med hendes kæreste og har 3 børn med ham [i forskellige aldre].

Min fars kone har jeg heller aldrig haft det godt sammen med. Hun er ikke min mor, og hun styrer RIGTIG MEGET i mit liv. Hun bestemmer hele tiden over mig, og det er ikke meningen, at hun skal gøre det, det er jo selvfølgelig min far. Men det gør han ikke.Og hun holder også hele tiden øje med mit liv, synes jeg … :-/ Og det er bare ikke rart.

Vi har tit snakket om, at jeg skulle på efterskole, fordi jeg gerne vil væk her fra. Jeg ønsker rigtig meget en plejefamilie, men hvad kan jeg gøre?

Jeg kan ikke mere.

Jeg har nogle helt forkerte tanker hele tiden om, at jeg ikke har lyst til at være her mere. Håber snart, jeg bliver meget syg eller noget, ellers gør jeg det selv. Jeg er ikke bange for at forlade denne verden!